↩ I hans Ord laa der i og for sig ikke Andet end en simpel Bekræftelse af, hvad hun havde sagt og hvad efter hendes troskyldige Mening heller Ingen kunde falde paa for Alvor at benægte. Men han sagde det med et saa eiendommeligt Eftertryk, og der var en saa paafaldende Høitidelighed i hans Stemmeklang og i hans Udtryk, at Hanne saae paa ham med et Blik, der var et tydeligt Spørgsmaal om, i hvilken Forstand han mente det.