↩ Hanne saae sig raadvild om. Hvad skulde hun gjøre med den stakkels Dreng? Hun turde ikke tage ham med, naar hun søgte efter Broderen i Trængslen, det gik heller ikke an at lade ham 497 løbe alene om, og hvem skulde hun betro ham til? Endelig lod hun det være nok med at føre ham hen til Staldlængen, hvor hun mente, at han i alle Tilfælde ikke kunde komme Noget til. Han var heller ikke ganske alene her, for det viste sig, at Trofast ogsaa havde taget Tilflugt til denne rolige Plet. Den trykkede sig klynkende ind til Drengen, aabenbart sjæleglad over at have truffet en god Kammerat under disse usædvanlige og slet ikke hyggelige Omstændigheder, da Møllegaarden ikke lignede sig selv. Hans maatte blot love, at han vilde være Mo'ers egen Dreng og ikke gaa bort derfra, saa at hun ikke behøvede at ængste sig.