↩ De store halvt forskræmte, halvt skuelystne Barneøine vare ikke de eneste, i hvilke dette Syn afspeilede sig. Der var Ingen, som ikke stirrede derop. Sprøiten glemte Bageriets Fare, mens Folkene hvilede paa Pumpestangen, Spandene blev stikkende i Brønden, oppe paa Mønningen af Stuehuset sad Christian med en fyldt Spand stillet foran sig og støttet mod Kragetræet, og gjennem hele Mængden gik en dæmpet Mumlen af forfærdet Beundring.