Gjellerup, Karl Uddrag fra Møllen

Mølleren havde fortalt Skovfogden og Hanne hvad der var foregaaet, siden han havde stukket Hovedet ind i Havestuen og sagt, at han maatte gaa noget over paa Møllen - Alt, ligefra Christians underlige Væsen og Ord indtil det Syn, der havde standset og reddet ham. Aandeløst havde de to 501 Sødskende lyttet til. Hanne havde trykket sin Kjærestes Haand, saa det næsten smertede; hvis dette Brandlys havde tilladt det, vilde hendes Ansigt have vist sig ligblegt, og hendes Øine var stift aabnede, da han fortalte det Sidste. Saaledes, tænkte han, maa mit eget Blik have været, da jeg saae dem. Men hvad der gav deres Træk det stærkeste og inderste Præg af Skræk, det var, at de ventede endnu Noget, som Phantasien ikke kunde gjøre sig den ringeste Forestilling om, og om hvilket kun en ubegrundet Anelse kunde tilhviske dem, at det var langt, langt værre end hvad de allerede havde hørt. Fortællingen var ude; den var ført op til det Punkt, hvor deres egen Erindring som Øienvidner knyttede sig til den, og dog havde de begge det Indtryk, at Jakob endnu havde Noget - ja det Vigtigste tilbage at sige, og at det kjæmpede en haard Kamp i ham for at komme frem.