↩ Og Sødskendene glædede sig over, at deres Ord ikke blev uden Virkning: Møllerens Ansigt lyste op. Aabenbart var Skrækken tagen fra ham, og Dødsvarslets frygtelige Blik stirrede ham ikke længer imøde fra dette Aandesyn, hvor manende end dets hinsidige Alvor sikkert vedblev at virke i ham til hans Sjæls Frelse, ligesom den først havde frelst hans Liv. Men naar Møllerens Træk virkelig lysnede, saa var det tvertimod fordi hele denne Opfattelse af Synet som et Dødsvarsel var en ganske ny Tanke som de bibragte ham, og det den trøsteligste, som kunde findes: ikke truende - forjættende syntes et saadant Varsel ham.