Gjellerup, Karl Uddrag fra Møllen

Der var paa dette Tidspunkt mindre Larm, end der havde været noget Øieblik før under hele Branden, og en hel Del færre Mennesker i Gaarden, da en stor Del var løbet om bag ved Bageriet for der at hjelpe til ved Slukningsarbeidet. Efter at Møllen havde gjort sin sidste Anstrengelse med sin store Brandfakkel og dette Angreb seierig var blevet afslaaet, var Stuehuset saa godt som uden Fare. Der var ikke længer noget flammende Baal tæt tilhøire for det, hvis glødende Hede kunde faa Straataget til at fænge. Nede i Møllens Stensokkel brændte endnu Broloftet, men foroven stod nu kun 515 et sort Bjælkeskelet, svøbt i en flagrende rød Røgkappe. Der var Intet tilbage af Straalaget, alle Lofterne vare lagte blot. Med en enkelt rygende Vingearm strakt skraat opad, og med lidt Stillads til den ene Side markerende Omgangen, saae denne Tomt nøiagtig ud som Gjennemsnitstegningen af en hollandsk Mølle i et Atlas til en eller anden Haandbog i Møllelæren - den bragte Jakob en vemodig Erindring fra hans Ungdom, da han havde kjøbt et saadant Værk paa en Auktion og foræret det til sin Fader paa dennes sidste Fødselsdag. Og han saae tydelig den Gamles Ansigt for sig med Brillerne langt nede paa Næsen, som det havde bøiet sig over Bogen - et kjønt, kraftigt gammelt Ansigt med en Krands af hvidt Skjæg under Hagen. Det havde været en stolt Mand, den gamle Høimøller, og en anset Mand, der havde spillet en Rolle med i sin Tids Bevægelser og siddet i den grundlovgivende Forsamling - - og hans Søn skulde ende i et Tugthus! Det var dog kun et Øieblik, at denne Tanke kastede en Skygge over hans Sind. At sidde i en grundlovgivende Forsamling eller i et Tugthus, det var jo ikke Sagen, men vel at samles tilsidst hos den evige Fader.