Gjellerup, Karl Uddrag fra Møllen

Dragemoer rystede paa Hovedet: det huede hende ikke. Men hun gik - langsomt og snakkende underveis med den og den - hen til den Gruppe ved Brønden, hvor Guldtressen glødede mellem sorte Hatte og Huer, og hvor Dragen høirøstet fortalte dens Eier om alle Aftenens Heltegjerninger: hvordan hans Svoger med Livsfare havde gjort Alt for at sikre Møllen, og hvordan han selv, efter at Ildebranden var brudt løs, havde »faaet Has paa den« - men især Mutter: - De skulde bare have set hende, Hr. Fuldmægtig - ligefrem storartet ... Naa, der har vi hende - ja, kom bare her hen, Mutter! jeg siger netop til hans Fuldmægtighed - - -« ...