Gjellerup, Karl Uddrag fra Minna

Et Par Dage senere steg jeg, henimod Middag, ud ved den lille Station og gik mellem Frugttræshaverne ned til Færgen. Elben bugter sig her om et frodigt Agerland, der efterhaanden hæver sig i jævne Bakker, mørke af Granskov, hvorover enkelte Klippeblokke rage op, medens det løber fladt ud mod Floden. Her breder Øvre-Rathen sig med velhavende spredte Bøndergaarde, og et løst Væv af Frugttræskroner spænder sig over Kornmarkerne og de grønne Enge. Den hinsidige Bred er én stor Bjærgbue, med en eneste Gennembrydning midtvejs, den lille Dal, hvor det uanselige Nedre-Rathen er klemt inde, og næsten kun præsenterer 3
sig med de to Gæstgivergaarde, den nøgne ny og den overgroede gamle, hver paa sin Side af Bækken, som blinkende munder ud i den store forbiglidende Flod. Tilvenstre for den hæver sig Basteis blaagraa lodrette Klipper, som nedad skjules af Naaleskov og Bøgeløv, og derefter lyser Rækken af de store Sandstensbrud, de smukkeste i hele Landet; de danne dèr enkeltstaaende gulige Væggeflader, af hvilke nogle ere flere hundrede Fod høje. Til den anden Side af Rathen derimod strække de sig som en vedvarende Gennemskæring af Bakkedraget og oppe over dets Skovbølger sejler Lilienstein som et uhyre Pantserskib. - Færgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over Strømmen, der selv drev den frem; thi den var tøjret til en Tønde, der vippede en halvhundred Fod længer fremme, og Færgemanden havde ikke Andet at gøre, end et Par Gange at stramme Kjæden, der løb gennem en Tridse oppe i den lille Mast. Ikke desto mindre tørrede han bestandig med sit Skjorteærme Svedperlerne af Ansigtet, der var saa solbrændt, at han kom vor Forestilling om en Rødhud betydelig nærmere, end de Sioux-Indianere gjorde, som jeg den foregaaende Aften havde sét producere sig i den zoologiske Have. Men her, midt i hans Rige, kunde man ikke undre sig derover; det blinkende 4 Vand rundt om syntes mindre at sprede Kølighed end Solvarme, og hele Flodbreddens Bue med sine mange nøgne Klippeflader aabnede sig mod Syd som et Hulspejl, hvis Brændpunkt laa foran Rathen. Jeg blev enig med mig selv og med Færgemanden om, at det ikke var noget køligt Opholdsted, jeg havde udsét mig. Men der var jo ikke langt ind til de svale "Grunde"; - og desuden, naar jeg én Gang har sat mig Noget i Hovedet, kommer jeg ikke saa let derfra igen. Kan hænde, at ogsaa Skæbnen havde sin Finger med i Spillet denne Gang. Sagen viste sig at være vigtig nok til, at den kunde have gjort sig den Ulejlighed. Forresten var det da ikke Hedens Skyld, hvis jeg siden fortrød, at jeg ikke lod mig afskrække. Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag - det er nu fem Aar siden - er jeg ikke i Stand til at besvare dette Spørgsmaal.