↩ Den Villa, som jeg nu nærmede mig til, saa' meget elegant ud: den havde grønne Skodder slaaet tilbage fra Vinduerne, Espalier op ad Muren og en løvrig Loggia. Den laa lidt tilvejrs, og Haven, som jeg allerede var kommen ind i, gik i Terrasser op ad Bjærget med grusbelagte Gange mellem blomstrende Buske. Hvor tiltrækkende nu end Alt dette var, saa virkede det dog tillige i samme Grad afskrækkende paa en fattig Polytechniker; men jeg besluttede at tage imod det mindste Kvistkammer, selv til en overdreven Pris, hvis dette Pragthus overhovedet vilde modtage mig; for jeg var hjærtelig ked af saaledes at løbe om og banke paa alle Husdøre. Et Selskab af Herrer og Damer viste sig imidlertid i Loggiaen, - det saà mig mindre og mindre pensionsagtigt ud, og jeg følte mig lettet, da en Tjenestepige, som ved en Omdrejning af Gangen nær var løbet 7 paa mig, kunde bringe mig ud af min Forlegenhed, ganske vist paa en noget overlegen og spottende Maade: - nej, her lejede de rigtignok ingen Værelser ud; det Hus, jeg mente, kunde jeg se dèr øverst oppe paa Bakken. Det havde hidtil været skjult af den smukke Villa og tog sig ikke synderlig indbydende ud, da det nu dukkede op over det og præsenterede sig mod den blaa Himmel, med en vis ublufærdig Nøgenhed, uden saa meget som en Busk i Nærheden af sig, og saa skinnende nyt, som om det aldrig kunde beboes.