↩ Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den Anden og hørtes trampe ovenpaa. Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i et mælkehvidt Lys, der sivede igennem, uden at man ret vidste hvorfra. Stenfladerne i de gamle lave Brud, der her ere ganske brunrøde, syntes at 24 have faaet Fernis, og af den bakkede Bred tilhøjre lyste en bleggrøn Skovtop gennem Regntaagen - vistnok et godt Stykke borte. Regnen, der næsten var holdt op et Øjeblik, blev tættere igen, men samtidig tog ogsaa Lysningen til.