↩ Hun havde aabenbart været sikker paa ikke at træffe Nogen, for hun udstødte uvilkaarlig et lille Skrig. Jeg var naturligvis sprunget op og krammede en hel Mængde Beklagelser og Undskyldninger ud: Ytringer af min Værtinde om vore skyggefulde Promenader havde givet mig Anledning til at tro ... men jeg mærkede nu, at jeg, meget mod min Vilje havde trængt mig ind paa fremmed Grund ... jeg beklagede dette saa meget mer, som det syntes, at jeg havde voldt hende nogen Forskrækkelse.