↩ Saà jeg ned i den hurtig og stille rindende Polenz, saa erindrede mig dens grønlig brune Skær med gyldne Blink af Eftermiddagssolen om hendes underlige Øjne. Jeg opdagede nogle smukke Blomster, og strax tænkte jeg: naar jeg nu allerede 38 stod paa en saadan Fod med hende, at hun gærne modtog en Buket af mig. Eller jeg laa paa en stejl Skrænt og hørte Granerne suse over mig, og det faldt mig ind: hvis jeg nu var Digter, saa vilde jeg vist i dette Øjeblik blive inspireret til et Digt, som kunde vække hendes Beundring, og hvori jeg ogsaa kunde lade mine Følelser komme til Orde. Jeg fandt endogsaa paa et Indhold: hun var en Gaade, som jeg bestandig maatte gruble over; og "det bares mig for" - dette Udtryk fandt jeg særdeles poetisk - at hvis jeg kunde finde Løsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa være det, der "hævede Livets Skat". Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at rime, end sige da, at de skulde danne nogen Art rhythmisk Forbindelse.