Gjellerup, Karl Uddrag fra Minna

Paa Stentrinene op til Døren saà jeg endnu en lille ensom Glød sprede sit Fosfor-Lys. Jeg strøg en Svolvstik af og opdagede en lille graa og lodden Klump, der atter gav Plads for en Gnist, da Svovlstikken slukkedes. Iøvrig var jeg bange for at forstyrre den, thi jeg havde en næsten mystisk Følelse overfor denne Sct. Hansorm, som jeg nu tre Aftener i Træk havde sét sidde nøjagtig paa den samme Plet, i det indre Hjørne af Trinet lige ved et Kældervindue; og jeg havde udtrykkelig forvisset mig om, at den ikke var der om Dagen. Hvad foregik der vel i et saadant lille Væsen, naar det Aften efter Aften fandt den bestemte Vej til sit Stævnemøde? eller maaske var den hver Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin erotiske Diogenes-Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en Hun, og sad dèr i Tillid til, at dens brændende Kærlighed her paa sit ophøjede Stade nok skulde trylle sin Genstand til sig ... Havde maaske ogsaa hos os en sandan stille, haardnakket Lidenskab en uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan "se Hjærtet brænde gennem Vesten"?