↩
- Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han, idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers høre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de sidste Aar; - den var ligefrem berømt over hele Tyskland den Altstädter Ziegel-Tobak. - Altsaa det var den Gang, - jeg har vist fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg Lov til at ryge mig en
45
lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun sendte mig jævnlig et og andet, - vi havde jo fri Forsending, - og der var saa altid Noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa Piben tændt, og næppe er Tobakken kommen i Glød, før min Sidemand, det var en Dansker, som de havde taget ved Düppel, - han var kommen en Bajonet for nær, - han rejser Hovedet saadan lidt op fra Puden og begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at Røgen ikke generede ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad Pibetøjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind. "Det var som Fanden," siger han saa. "Hvorfor det?" siger jeg, "lugter den kanske af Svovl?" "Nej, paa det Lav!" siger han paa meget ordentligt Tysk; "men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter Ziegel-Tobak, som du ryger." "Saa bliver du ikke hængt den Gang," siger jeg. "Hvor kender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?" "Jo, den skulde jeg da nok kende," svarer han saa, "for jeg har været to Aar i Altstadt, den Gang da jeg rejste paa Professionen, for jeg er Uhrmager. Siden har jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter den, er det akkurat som jeg igen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet
46
og Smedegaden hos min skikkelige Mester Storch." "Næh!" siger jeg, og var lige ved at tabe Piben. "Jo, gu min sæl er det saa," svarer han. - "Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!" Ja, vil De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg ogsaa nok huske ham, skønt han havde lagt sig et stort Skæg til, et rigtigt Hannemann-Skæg. ... Naa, jeg gav ham en Kardus af Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var kommen til at give ham en varm Kugle.