↩
Jeg havde lært dem at kende gennem Sønnen, til hvem jeg havde sluttet mig paa Polytechnicum, skønt han var flere Aar ældre end jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst hos den Gamle, ved at nære en uhyklet Interesse for hans Samlinger. Han var Bibliophil, men hans største Passion var dog Haandskrifter af berømte Mænd, og af dem havde han en stor
61
Mængde ligefra Luther og til vor Tid, - jeg tror, at hvis Cheruskeren Hermann havde efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og en særlig garanteret Blæksort (for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anført vedrørende Ægtheden, samt Henvisninger til biografiske Værker, Brevsamlinger og til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok med at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille Manuskript, saa hvilede han ikke, før han saa vidt muligt havde opsporet til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gærne løses af sig selv, var der hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s. v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af virkelig Kærlighed til Literaturen, atter tilbage paa den og paa Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt fra at være en tom Mani hos ham, - hvad den jo ofte udarter til - at den snarere var et levende
62
Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig tilfredsstillede hans højeste aandelige Interesser og hans ordenskære Forretningsvaner.