↩ Da de - som Tyskerne sige - havde "sluttet os begge i deres Hjærter", var det derfor ikke saa underligt, at de gærne gjorde deres, for at et nærmere Bekendtskab kunde sluttes, - saa meget mere som de mente, at Minna trængte til at faa altfor smertelig søde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, - hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg selvfølgelig aldrig "noget Bedre for" end at være dèr, hvor jeg traf hende.