Gjellerup, Karl Uddrag fra Minna

I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning greb Minna sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmæssige Form ingen gammeltysk Maler vilde have betænkt sig paa at give en Rebekka i Haanden, hvorimod hendes blaa Kjole, som hun løftede højt op med den anden Haand, nok kunde have været Genstand for Indvendinger, skønt den hverken havde Ophæftning eller Garnitur. Idet hun bøjede sig ned over Kilden og vilde trykke den noget genstridige Krukke ned i Vandet, 90 gled hendes ene Sko med sin unomadiske Hæl paa den vaade Sten, og hun vilde have faaet et koldt og dybt Fodbad, hvis jeg ikke havde grebet hende om Livet og holdt hende fast. Hun slap Krukken, der svømmede paa Vandet; Spejlet viste mig et Smil i hendes Ansigt, der syntes mere skælmsk end ulykkeligt, men i det samme havde Krukken drukket nok, og idet den gik til Bunds, frembragte den en Malstrøm som udslettede ethvert Billede. Hun havde nu fundet Ligevægten, men jeg var altfor omhyggelig for hende - som om det lille Væld var en Afgrund - til at skynde mig med at slippe hende, ja, jeg havde endogsaa en Følelse af, at jeg i dette gunstige Øjeblik kunde have tilladt mig mere end denne Tøven og et let Tryk, der kunde bortforklares, - havde blot Omgivelserne været heldigere. Men et Par Skridt fra os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager, og Vinduerne vare ikke saa langt borte.