Gjellerup, Karl Uddrag fra Minna

Vejen førte langs Elben, og snart havde vi paa højre Haand den lange Skraaning af Stenbrokker, Smuld og Affald, der jævnt som en Bastion fører en halvhundrede Fod eller mer op til Bruddenes Plateau og nedadtil begrænses ved en Mur i noget over Mands Højde. Hist og her - en Gang for hvert Brud - giver denne Plads for en Træbane, der fra den højtliggende Arbejdsplads fører ned til Bredden, og ad hvilken de tilhugne Sten rutsche ned paa en Slags Slæder; ved en af disse Ladningspladser laa en Pram, der allerede var halvt fyldt med sin tunge Last; nogle sværlemmede Karle aflæssede en Slæde, hvis Efterfølger stod rede til sin Fart øverst paa Banen, tæt ved Gangspillet.