↩ Værten anbefalede os at gaa op paa den nærmeste Stenbakke, der laa til Siden for Sprængningsretningen. Han vinkede en Mand bort, der kom fra Smedien med et Par Hakker paa Skuldren, satte Hænderne for Munden og raabte Varsko. Derpaa bankede han noget Aske ud af Pibehovedet, dampede stærkt til, idet han gik hen til Stenen, hvor han puttede Lunten ned i Piben uden at tage denne ud af Munden, og slentrede saa rolig hen til os, bestandig rygende og med Hænderne stukne ind under det store Skødeskind. Gløden forsvandt; en tynd Røg piblede ud af Stenen. Minna og jeg saà paa hinanden med det underlige Smil af nerveus Spænding, i Forventning om den storartede Explosion. Endelig lød et temmelig svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille Støv- og Røgsky spredte sig - og Stenblokken blev staaende, skønt stærkt undergravet. Ejeren bandede; Manden med de tærnede Renklæder ragede nogle løsnede Stykker ud med sin Hakke; midt i en Flænge af Stensaaret viste sig det sorte Spor af Minen.