↩ Minna var ganske bleg og kneb Læberne sammen. Da nu ogsaa jeg, sløvet af den lange Ventetid, gik flere Skridt nærmere for ret at se Virkningen af disse Kæmpeslag, sprang hun efter mig, og med et krampagtigt Greb i min Arm rev hun mig voldsomt tilbage. I det samme lød der et Raab; jeg saà en stor bevægelig Lysning over mig og lidt til Siden, og hørte et stærkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par Favne fra mig, og en løsreven Blok sprang nogle faa Alen borte. Mit første Blik søgte den flinke Arbejder; han stod i god Behold lidt til Siden for det Stenuhyre, som han havde fældet, og nikkede til os med et Smil, som om han vilde sige: "Den var lige nær nok." Jeg understøttede Minna, som rystede over hele Kroppen, og fik hende til at sætte sig paa en Sten.