↩
Jeg var ganske af hendes Mening, og vi gav os til at plyndre de smaa Buske omkap. Da det snart blev for besværlig at staa og bøje sig, lagde vi os paa Knæ og krøb fra den ene Busk til den anden paa alle Fire. Saa blev det os for omstændeligt at plukke Bær for Bær, vi rev Stilke af og trak dem igennem Munden; først nu, da vi slukkede Tørsten, mærkede vi, hvor stærk den var. Minna gottede sig formelig, ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr. Da hun mærkede, at det morede mig, drev hun Spøgen videre og nappede med Læberne Bærrene af Busken, uden at hjælpe sig med Hænderne, der trippede om paa Jorden som Poter. Saa kikkede
126
hun op paa mig, med et uhyre pudsigt Udtryk, idet hun knurrede og rystede sit Hoved, saa et Par frie Smaakrøller dansede om Panden. Hendes Læber, der var ganske sorteblaa, viste smilende den blaanende Tandrække. Om nu dette landlige Negligé lod hendes Mund synes mindre utilnærmelig, end min Respekt før havde fundet den, eller om denne Farve som et Tegn paa vort barnlige Lune kom min naturlige Frygtsomhed til Hjælp - nok er det, at jeg ved dette Syn fik en ubetvingelig Lyst til at kysse hende. I dette Øjeblik opdagede vi begge et Bær, saa stort som et lille Kirsebær, og vore Hoveder stødte sammen; medens jeg endnu lo og ømmede mig, snappede hun Bærret, og strax derefter trykkede mine Læber et langt Kys paa hendes, medens mit Blik borede sig ind i hendes Øjne, som blev ganske smaa, og i hvilke der inderst inde spillede et Glimt af de sidste gyldne Solstraaler. Kun vore Læber berørtes, vore Arme stødtede mod Jorden, som Forben; og just da jeg vilde gøre den mere menneskelige Brug af dem, at lægge dem om hendes Skulder, halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det første Kys, sprang hun op og løb ned ad Stien. Før jeg kunde indhente hende, havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa
127
Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen stejl. I Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere.