↩ Et klart Maanelys laa paa Højderne over den slumrende By, af hvilken kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres Smaaruder; - højt over dem stod Kransen af de stejle Klipper, tættere og mere sammensmeltet end ellers, med bløde, dæmrende Former. Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde skælne det Sted, hvor vi havde tilbragt 136 Dagen sammen. Denne stille, kølige Skønhed virkede beroligende paa mig, og den understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig lod sig mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjærgborg.