↩ Saa gav jeg mig atter til at overveje "de Ting, der kunde komme". Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der vilde følge en Redegørelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom mig sandsynligt, at hun vilde vælge den skriftlige Form. Om hun vilde sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag maatte altsaa vies til Taalmodigheden.