↩ Hvad mon De egentlig tænker om mig! skønt, - jeg er vis paa, at De netop ikke véd, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var det ikke just fordi det var blevet vaadt, men det betyder saa meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad 143 skal det sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende Lejlighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst at tale med Dem - her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene kunde altid være med - men jeg tror dog, det vil gaa bedre at skrifte for Dem med Pennen, - for det er virkelig et Slags Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed for mig, at De lærer mig at kende, hvor tungt det end falder at forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.