↩ Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker flyttede ind til os. (Vi havde da allerede i nogen Tid havt Pensionærer). Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af de Andre havde gjort, og jeg fik ham - desværre - meget kær, men dog - og nu beder jeg Dem, kære Hr. Fenger! i Alt at skænke mig fuldkommen Tiltro - paa en fuldstændig barnlig Maade. Naar jeg gennem Døren kunde høre, at han var i Færd med at gaa ud, tog jeg i Hast Tøjet paa for at udrette et Ærinde for min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme. Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz, hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løjet som sædvanlig.