↩ Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig var? Afsky for min Moder, - det Kæreste i denne Verden, den Eneste, med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage mit Claver-Spil igen, men enhver skøn Melodi gjorde mig saa usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igen.