↩
Den gamle Hertz var meget livlig og fortalte utrættelig om Prags Mærkværdigheder; om den ejendommelige Teyn-Kirke, hvor min berømte Landsmand Tycho Brahe laa begravet, - om det smudsige Jødekvarter med sin skumle Synagoge og den overgroede Kirkegaard, hvor de simple orientalske Gravstene, skæve og hældende, trængte sig saa tæt op ad hinanden, som om de vilde skyde hinanden op af Grønsværet, - om Hradschin, det bøhmiske Akropolis og de terrasseformige Palæhaver op ad dets Bjærgside - lutter Herligheder, som jeg vilde kunne beundre den næste Dag, hvis
170
jeg lod mig overtale til at tage med dem i Aften. Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, at jeg tilsidst vilde give efter, og han gottede sig godmodig over, at mine Undskyldninger, trods den bestemte Forsikring om det ganske Umulige heri, ikke just havde noget synderlig overbevisende Indhold. Men bestandig endte han med at sige: "Ja, ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Følgeskab, skønt jeg er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem." Saa begyndte naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette Vovestykke, og at jeg "endelig ikke for hendes Skyld" maatte give Afkald paa denne fornøjelige Udflugt, nu, da der tilbød sig saa gunstig en Lejlighed i det behageligste Selskab. Og imens hun drillede mig saadan, at jeg tilsidst ikke vidste, hvad jeg skulde svare, lo hun til mig ud af de sammenknebne, blinkende Øjne. Vi morede os hjærtelig over, at den skikkelige Mand, alt imens han mente at have os til Bedste, i Virkeligheden blev holdt for Nar af os, da han dog umulig kunde ane, hvor absolut jeg netop denne Aften var forhindret i at forlade hende. Men Fru Hertz, der sad paa Bænken ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men tillige med et
171
spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed under denne Ordleg.