↩ Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret sad en af de store blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften. Og idet hun saà paa mig med et spørgende Blik, der sagde: "skal jeg?" strakte hun Haanden ud og stak det ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i den tomme Kasse. Skønt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte den hos mig en dunkel Følelse af Uro, som om der var noget Ondt-varslende ved den. Denne flygtige og tilsyneladende helt umotiverede Følelse erindrer jeg endnu ganske levende, skønt jeg ikke et Øjeblik hengav mig til den. For jeg havde allerede draget hende til mig og følte snart min Omfavnelse gengældt med en Heftighed, der mindre havde Charakter af Lidenskab end af inderlig Ømhed. Disse kraftige Pigearme syntes, 179 idet de knugede mig ind til hende, at ville holde mig rigtig fast, saa at Intet kunde rive mig fra hende igen. Da hun mærkede, at jeg snappede efter Vejret, slap hun mig pludselig: -