↩ Bag Bogskabets Ruder straalede ingen Pragtbind, 279 men det i sit Ydre tarvelige Selskab derinde, der viste sig med gnavede Læderrygge og forrevne eller smudsige Papstykker, bestod af lutter Originaludgaver, blandt hvilke - paa de midterste Hylder - en stor Del af Goethes og alle Schillers Værker, ligefra "zwoote verbesserte Auflage" af "Røverne", med den stejlende Løve til Vignet og Indskriften "In tirannos", til en "Wilhelm Tell" med en Tilegnelse, skreven af Schiller selv. Flere af disse Bøger fik vi frem, mindre af Nysgerrighed - thi det var ikke første Gang, at Skabet aabnede sig for os - end fordi vi vidste, at det altid glædede den Gamle. Det blev ogsaa betroet Minna at lukke op for en Skuffe i Skrivebordet og fremtage den kosteligste af alle Skattene; det var en Snustobaks-Daase, som Schiller havde sendt Kant, en temmelig stor, cirkelformet Æske, paa hvis Laag der var malet en nydelig udført Miniatur-Copi af Graffs Schiller-Portrait. Hertz fandt deri en Lighed med mig Uværdigste, navnlig ved den lange Hals og Næsen, - en Opdagelse, der gjorde Minna saa henrykt, at hun kyssede ham.