↩ Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha - jeg maatte lægge Benene op over det ene Armlæn paa en smudsig Antimarcasse, saa lille var den. Lampen tændte jeg ikke; en Gadelygte og en Studerelampe hos Genboen kastede saa meget Lys ind i Stuen, at man kunde skjælne Genstandene og ikke plagedes af Mørket; man fristedes hverken til at sove eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i timevis gennemgik jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de sidste Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos Jagemanns og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med Stephensen - længer naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg genkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og Bevægelser saa nøjagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt Formaal dermed, - som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen.