Gjellerup, Karl Uddrag fra Minna

Dagen tilbragte jeg vexelvis med at læse og hengive mig til Erindringernes Drømmespil samt med at variere følgende Reflexion: - "Nu maa hun da idetmindste have faaet mit Brev. ... Der gaar sikkert endnu Tog hertil fra Meissen - (jeg fik Avisen hos Værtinden og forvissede mig derom) - og hun har kun en halv Mils Vej at køre til Stationen. - Maaske - ja, sandsynligvis - kommer hun altsaa i Aften - og det er muligt - ja, det er næsten sikkert, at jeg vil træffe hende hos Hertz's, - hun vil nok strax ile derhen. ... Hun vil blive stærkt bevæget - den moderlige Fru Hertz vil behandle os som Forlovede - maaske den Gamle er ved Bevidsthed og glæder sig over at se os sammen. - Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun hjem, jeg følger hende naturligvis - det er jeg jo ligefrem nødt til - og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde været nogen Stephensen til.