Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

Troe mig dog: Mørket er intet Menneskes Ven! Frygter ikke, at Eders inderste Væsen skal komme for Lyset! Først da ville I selv ret føle hvilken Skat I deri besidde, ligesaa vist som I aldrig ere fattigere, end naar I ruge over Eder selv som den Gjerrige over sin Skat. Vi tilhøre ikke os selv, vi tilhøre hinanden og skulle ikke, af Frygtagtighed eller Mistænksomhed, gjøre os selv til Bedragere, ved at forholde Andre deres lovlige Eiendom. Sagtens sige I »i Kvindelig Ydmyghed«: (den faaer jo Skyld for saameget, saa kan den sagtens bære Ansvaret for en saadan Bagatel): »Vi give hvad vi have, men vi ere langtfra saa indbildske at troe at Verden har vor Hjælp behov, eller at Andre bryde sig om hvad vi tænke.« Saadan Tale kommer af den falske Beskedenhed, som ret beseet, er Mangel paa Agtelse for det Guddommelige. I, som kunne falde i Henrykkelse over en Blomst eller en smuk Udsigt, hvor kunne I tale med en saadan Ligegyldighed om den mernneskelige Aands Blomster i Eder selv! Det er rigtigt at beundre Guds Skaberkraft i det Smaae: »det Mindste; han har skabt, er stort!« Men kun lidet ære I ham, hvis I ikke tillige erkjende at det Største han har skabt, det han skabte i sit eget Billede, er stort og herligt. Verden trænger til os Alle, til alt det Lys, den kan faae; derfor skal ingen af os Sætte sit under en Skjeppe. Føler Du Dig ikke endnu i Besiddeise deraf, da er Du undskyldt for intet at meddele; men vær do overbevist om at den slumrende Gnist

        

8 seent eller tidligt vil tændes. Det kan ogsaa tænkes, at Lyset brænder i Din Sjæl, men at Du ikke er istand til at fængsle det i Ord, eller udtrykke det i Omgang med Andre. Det er da ikke Din Skyld at Du intet aabenharer, men sikkert kommer den Tid, da Du vil blive istand dertil.