↩ Dog, jeg seer ikke alene - jeg sees! Derom mindes jeg kun altfor tydeligt af de spodske, stive Blik, af de foragtende Smiil, som mødte mig fra alle Kanter, og, trods al min Dristighed, indgyde mig en Følelse af Haabløshed, som jeg ellers kun ex lidt bekjendt med. »Hvad vil jeg i denne kreds?« tænker jeg med et Suk, og er allerede paa Vei til at bryde mit overilede Løfte om aldrig at gaae tilbage, da jeg, idet jeg vender Hovedet mod Vinduet, hvorfra Guds klare Himmel vinker 5 mig, pludseligt mødes af et Blik, der, om det ikke er Himlen, dog har modtaget, og gjenstraaler noget af dens skyfrie, venlige Klarhed. Hvad kan Være saa skjønt som en Kvindes Blik, - og hvad igjen kan gjøre et saa isnende, uhyggeligt Indtryk!? For et Par Øines Skyld, som dem, der nylig faae ind i mine med tillidsfuld, forstaaende Mildhed, vilde jeg sige et evigt Farvel til mine Luftslotte, og for Livstid boe og bygge iblandt Eder. Hvormeget mere Opmuntres jeg da ikke dertil, ved at see mange lignende Stjerner straale frem, som alle venligt tilvinke mig et »Velkommen!«