Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

Vel kan man elske uden at forstaae, og dog elske inderligt og oprigtigt - men kun som Barn. Et Barn elsker sine Forældre paa denne Maade, og Mennesker hvis Forhold til Gud er af samme Natur, ere Børn, om de saa vare hundrede Aar gamle. Men Barndommen er kun en Begyndelse, der absolut forudsætter en Fortsættelse, en Udvikling, som kommer seent eller tidligt, men som aldrig udebliver. Og Barnets Kjærlighed er ligeledes bestemt til at udvikles og forklares, saa den fra Instinct bliver til Erkjendelse af den elskede Gjenstands Væsen. Jeg spørger Enhver af Eder, der, er saa lykkelig at have en Moder som I omgaaes med en Datters Tillid og en Venindes Fortrolighed: Ønske I den Tid tilbage, da I blindt fulgte hendes Veiledning, uden at nogensinde et »Hvorfor?« opstod i Eders Tanker. Holde I mindre af hende, følge I mindre villigt hendes Raad, fordi I nu indsee Aarsagen til at hun har givet det. »Nei«, er Svaret, thi faaledes maa det være. Men sæt nu det værste Tilfælde, at en Moder, istedetfor at opdrage sine Børn efter sin Overbeviisning om hvad der tjente dem bedst, kun havde ladet sig styre af Lunet, og forkuet deres Aand, istedetfor at pleie og frede om dem - vilde I da heller, hvis det var Eders Moder, bevare den blinde Lydighed og Kjærlighed under et saadant Regimente end lære Faren at

        

16 kjende, og itide redde Eders Selvstændighed? »Nei!« lyder Svaret igjen. Naar I da, i Eders Forhold til Menneskene, indrømme at Forstanden ikke underkuer, men forhøier og forherliger Kjærligheden, kunne I da ikke forudsætte at det Samme maa være TilfæIdet med Hensyn til det Guddommelige? Troe I ikke, at I først ret ville elske Gud, naar I forstaae ham? Hvis dette er Tilfældet, da frygter ikke det »Hvorfor?« der vel mangen Gang har opvakt Ængstelse og Tvivl i Eders Hjerter. Den, som spørger, skal svares, thi saavidt som Spørgsmaalet er nedlagt i Eder fra Begyndelsen af, er Muligheden til en Besvarelse der ogsaa: intet »Hvorfor?« kunde existere, hvis der ikke ogsaa var et »Derfor«.