Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

P. S. Forord bryder ingen Trætte! Man har ofte gjort Naar af mig, fordi jeg altid citerer Digterne. Var det noget Tilvant vilde jeg gjerne søge at vænne mig af dermed igjen, men det falder mig saa naturligt at jeg ikke kan betragte det som en slet og ret Uvane. Jeg har i Ordets egentligste Forstand tilegnet mig deres Poesie, saa den er blevet en Deel af mit eget Væsen, og hviler deri, som Tonerne i et Instrument, der klinge, saasnart de berøres. Naar nu en dunkel Tanke forgjæves 10 stræber efter at finde Ord, berøres de ved en Ideeforbindelse, og jeg finder da ofte min egen Tanke saa rigt og klart udtrykt deri, at det vilde Være Affectation ikke at anvende Digterens skjønne Ord. Men værre end at citere er det jo at plagiere, og derfor vil jeg kanskee blive beskyldt, naar jeg kommer til at yttre Ting, som Andre have sagt før jeg. Det er undertiden gaaet mig faaledes at jeg har fundet Tanker og Ideer, der af sig selv opstode hos mig, udtalte langt rigligere og bedre hos andre Forfattere, som jeg længe efter kom til at læse. I denne Henseende veed man sig jo aldrig sikker, og jeg kjender ingen bedre Trøst end at det tildeels maae gaae Andre som mig »da der intet Nyt siges under Solen« thi alle vore gode Ideer ere dog ialfald et Plagiat fra Vorherre, der har haft Ideen først. Altsaa tilstaaer jeg ligefrem, at I ikke kunne Vente at finde noget »Nyt« i disse Blade. Det er mig umuligt at adskille det jeg har tilegnet mig af Andres aandelige Eiendom, fra det, jeg oprindeligt har baaret i min egen Sjæl. Jeg takker derfor forud for Laan af de Ideer, der ere mig meddeelte udenfra; er det mig muligt at erindre Eierens Navn, skal jeg ikke glemme at vedføie det.