↩ Frygte I Opløsningen paa Livets Gaade? Frygte I for at denne Gud, der for Eders barnlige Kjærlighed og Troe viste sig som en mild og barmhjertig Fader, ved Forstandens Belysning skal findes at være en grusom Nemesis, en ubøielig Skjæbne. Frygte I at Virkeligheden skal forjage Drømmen, istedetfor at realisere den, eller i sig selv at give en rig Erstatning? - Isaafald tilbede I jo et Taagebillede, paa hvis Realitet I ikke selv ret troe, skjøndt I ikke heller vove at tvivle! - Selv om man vilde tænke sig det Utænkelige, forudsætte det Umulige: At Gud var en ubevidst Naturkraft eller endog en ond Magt, der styrede Menneskene til deres Fordærvelse - vilde Du da heller lade Dig styre iblinde, og trøste Dig ved Din Phantasie-Gud, end Du vilde faae Øinene 17 aabnet, og lære Virkeligheden at kjende, for i det sidste Tilfælde at væbne Dig imod den, og i det første - hvis der ingen Gud var udenfor Skabningen - at sige: Jeg er selv en Guddom. - Du tvivler, betænker Dig? Du vilde dog heller kjende Dine Forældre, selv om de ikke vare gode, end blindt tilbede og adlyde dem.