Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

Paa samme Tid som Pluraliteten lader haant om Forstanden i Almindelighed, naar« den nævnes i Modsætning til Hjertet, og fordømmer den aldeles, naar Talen er om en Aadens Forstand i Særdeleshed, have de dog stor Respect for deres egen, og udtale ikke gjerne de fire - desværre ofte anvendelige Ord: Det forstaaer jeg ikke. Ikke nok med at det ene Menneske taler om det andet, som om de kunde gaae ind og ud af himanden med Træsko, ikke alene dømmer om deres Handlinger, men om Motiverne, ikke alene om deres Ord, men om hvad de formenes at tænke - selv ligeoverfor det Guddommelige ville de gjerne have en Slags Mening, om de end aldrig tænke derover, selv her genere de sig *

25 for at sige: Jeg forstaaer det ikke. Og naar de sige det er det gjerne som en Undskyldning for den Letsindighed, hvormed de gaae de alvorligste Ting i Livet forbi, og skye enhver dybere Betragtning af Tilværelsen. Er det saaledes, vi skulle advise Erkjendelsen, naar den vil gjøre sig gjældende hos os?! Nei, den sande Indrømmelse af vor Mangel paa Evne til at forstaae maae følges af den inderligste Higen derefter, af den oprigtigste Bestræbelse derfor. »Endnu forstaaer jeg intet!« er det rette Udtryk for Tilstaaelsen af vor Svaghed, thi deri antydes et Haab, som er uadskilleligt fra Troen. Og dette Haab er ikke forfængeligt, det er begrundet i Kjærlighedens Væsen, som intet beholder for sig selv. Er den stor, da skulle vi visseligt blive store ved og i den.