↩ Troer den da Løgnen? Haaber den Seir for det Onde? Lider den det Uværdige? Nei! - Og dog troer, haaber, lider den alt. Dette lyder som en Modsigelse, men den hæves naar vi betragte Kjærligheden som det evige Livsprincip i Tilværelsen som det ene Værende. Kjærligheden er alt, alt andet intet. Vel kan man indvende, at Hadet ligesaavel er som Kjærligheden, at Løgnen idetmindste ligesaa ofte som Sandheden viser os sin Virksomhed i Verden, og at der desværre gives flere Exempler paa det Ondes end paa det Godes Tilværelse; men hvad er det Onde andet end Mangel paa Kjærlighed, det Godes Død? Nu kan man vel i almindelig Forstand sige at Døden er, men ikke i dette Ords høiere Forstand, hvori det er ensbetydende med at leve. Thi Ingen kunde dog falde paa at sige: Døden lever. Død er jo netop Ophør af Liv og Tilværelse - altsaa er den det Ikke. Værende, i Modsætning til Livet: Kjærligheden, som er det Værende.