↩ Jeg er nu kommet til et Punct, hvori jeg frhgter at vi aldrig blive enige, det nemlig, om Kvindens Frihed er indskrænket, om hun lider af særlige Tryk, den Trældom fraregnet, hun som Menneske er underkastet, og i Forening med Menneskeslægten skal frigjøre sig fra. Jeg veed nok at I sige nei, men jeg siger jo, thi naar jeg føler Spændetrøien hindre hver usædvanlig Bevægelse jeg vil gjøre, kan jeg hverken ignorere eller benægte dens Tilværelse. Med den Sikkerhed, som Erfaringen giver, siger jeg derfor høit og lydeligt: At der øves Tvang mod Kvinden, thi den bliver udøvet mod mig, ikke i min Egenskab af Menneske eller Personlighed, men i min Egenskab af Fruentimmer. Og fordres der Beviis, saa kan jeg frenvise Spændetrøien, der ligesaa vist vil vidne for at jeg siger Sandhed, som Synet af Lænken om Benet paa Slaven vidner om hans Stilling.