Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

Jeg har underkastet mig disse Vilkaar, thi noget er bedre end intet, ja bedre end alting, naar man kun kan være alting i og for sig selv, men derimod noget for Verden. Derfor søger jeg at faae min »egen Melodie«, til at passe til den almindelige Takt, skjøndt jeg med Hjertesorg bemærker hvorledes den derved taber den bedste Deel af sit Indhold. Men den Sang, som Ingen hører, er jo ganske tabt! Og nu retter jeg mine Handlinger ikke alene efter hvad der er godt eller ondt, men efter hvad der er passende eller upassende, ja i Regelen mest efter det Sidste; thi jeg gjør tidt noget, som er imod mit Princip, fordi det er upassende at lade det være, og det høieste Gode, Naturligheden, fornægter jeg dagligt, fordi det ikke bliver anseet for passende at være som Vorherre har bestemt det, naar ikke »Skik og Brug« har underskrevet hans Lov, og erklæret den for gyldig, og det gjør den kun ved negative Naturer. I ansee det for en Fornærmelse, naar man forudsætter at I ere affecterte. Spørger man derimod mig, om jeg er det, da svarer jeg: »Ja, tidt og mange Gange! Og blind maae den være, som har seet mig jævnligt, uden at opdage det!« Men det er ikke min Skyld, idetmindste ikke min Feil,

        

54 thi Nødvendigheden har gjort den værste af alle Feil til en Dyd for mig. - Naar en Røver overfalder den Reisende med sit: »Pungen eller Livet!« da er der ingen Nødvendighed tilstede, men et Valg, og jeg finder det ganske naturligt, om en Mand der nu engang havde det Princip: ikke at lade sig noget aftvinge, i dette Tilfælde lod sig skyde, om han saa kunde kjøbe sit Liv for to Mark! Men naar Samfundet siger: Din Selvstændighed eller en Deel af Din Virksomhed! - da er der intet Valg, da maae Du opgive Friheden, thi Frihed uden Virksomhed, er som en Konge uden Kongerige, et Navn, en Lyd, en Sang, Ingen hører, en Glæde, Ingen deler. Virksomheden derimod, selv i Slavedragt, har en vidunderlig forløsende Kraft, selv lænket bidrager den til Andres Befrielse. Derfor er der intet Valg, men en moralsk tvingende Nødvendighed tilstede, naar Tidsaanden byder at vælge mellem vor Selvstændighed og vor Virksomhed. Og det gjør den! Den gjør det, skjøndt den burde kunde indsee at den Frie bedst kan virke til Nytte og Ære for den, den forlanger det af os, fordi vi ere Fruentimmer!!