Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

Det er ikke godt, at Mennesket er alene! Heller end holde fast ved en Frihed der udelukker os, og hæmmer vor Virksomhed, maae man forbindes med Menneskene ved samme Trældom, og forenes med dem i samme Kamp for Frigjørelsen! Den Ensomme lever kun halvt, og det endda kun for sig selv - heller Lænker, end en saadan Frihed! Og kunde jeg med min lænkede Haand føie, om end kun een Steen til det Frihedstempel, hvori vore Efterkommere skulle boe i Lys og Glæde, da vilde jeg ikke bytte Skjæbne med den omvandrende Sanger, som synger Frihedshymner udenfor, om han end selv føler sig ubunden, som Lærken, der svinger sig høit og jublende op i den klare Luft. En vemodig Erindring om en svunden Drøm, vil være alt hvad jeg føler, og Tak til Gud for Virkeligheden, der glædeligt vidner for mig, at jeg har valgt den bedre Deel. Men en usigelig smertelig Følelse er det, at maatte sige til sig selv: Havde jeg kunnet udvikle mig, uhæmmet af alle smaalige Hensyn, og arbeide med ubunden Haand, vilde jeg ikke alene være en langt rigere og mere udmærket Personlighed, end jeg er nu, men Frugten af min Virksomhed vilde været mangefold større.