Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

Jeg er langtfra at gjøre Regning paa i den Grad at kunne paavirke den almindelige Mening, at den med Hendyn til mig og de, som samtidigt med mig lide ved dens Fordomme, skulde vise sig liberalere end hidtil, og gjøre store Indrømmelser. Jeg erkjender fuldkomment at den, som vil leve med og for sin Tid, maae underkaste sig de almindelige Vilkaar, og trøste sig med at kjæmpe for Fremtiden, ligesom Fortiden har kjæmpi for os. Vi høste hvad Fortiden har saaet; hvad vi saae, kan først Fremtiden høste. Derfor maae vi ingen Løn fordre her i Livet, vi maae ikke blive utaalmodige, om end vor Stræben ingen tilsyneladende Fremgang har, thi den maae have Tid til at fæste Rod og spire. Hvem der har virket mest er ikke altid den, som paa sit Dødsleie kan sige: Det eller det har jeg udrettet i Livet, thi en Anden, som ikke kan pege paa Udbyttet af sin Stræben, men som døer med den glade Bevidsthed at have levet med sin Samtid, gjennemtrængt af dens Interesser, saa disse igjen fra ham have meddeelt sig til

        

61 Alle, han kom i Berøring med, og virket oplysende, oplivende og begeistrende paa Andre, forlader kanskee en langt velsignelsesrigere Virkekreds, om end dens Følger først vise sig aabenbart, naar hans Navn forlængst; er glemt, og hans Minde udslettet af Livet. Paa denne Maade er det isaer os givet at virke i Verden, og til at fremme denne Virksomhed, skulde vi anvende al den Indflydelse vi ved Personligheden opnaae over de Enkelte. Er det Tilfældet, at den virkeligt anvendes saaledes? Hvor gjerne vilde jeg ikke sige et freidigt, fuldkomment Ja - og ja siger jeg, men desværre ikke ubetinget. Ja i Særdeleshed, og nei i Almindelighed. Mange elskelige Kvinder udøve denne Indflydelse i en viid Kreds, og benytte deres Herredømme over de Enkelte til at fremme den, men hvor mange findes der ikke ogsaa, som kun anvende det til at tilfredestille deres egne Luner, og deres usle Forfængelighed. De gjøre jo absolut Skade, og blive derfor ogsaa som oftest ringeagtede af Alle, der kjende dem. Men nu de, som ingen Indflydelse have, skjøndt de kunde have den, ere de ansvarsfrie? De, som kun leve for at more sig, og være elskværdige, som ingen Fortræd gjøre, men heller intet Godt - hvad skal man dømme om dem? Man maae jo, naar man seer sig om i Livet, absolut komme til det Resultat, at de fleste Mennesker kunne henføres til denne sidste Klasse, thi naar man hører en Enkelt tale om Andres Feil og Mangler med samme Lidenskab, som om de tilhørte ham

        

62 selv, og som det var ham, der havde Ansvaret for dem, bliver det altid betragtet som Arrogance og Indbildskhed, aldrig som en Yttring af Kjærlighed, hvilket det dog er. Der ligger en sørgelig Characteristik over den almindelige Menneskekjærlighed i Cains Ord: »Er jeg min Broders Vogter?« Ja vist er Du saa, og derfor skal Du forsvare for Gud, ikke alene det Onde, Du selv tilføier ham, men ogsaa det Du udeltagende og uhjælpsom seer paa at Andre gjøre ved ham. Enhver af os er sin Broders Vogter, og vee os, dersom vi ikke frit tør løfte Øiet mod Himlen, naar den evige Kjærlighed kræver os til Regnskab for ham.