Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

»Men hvad skal jeg gjøre? - Hvad kan jeg udrette til Gavn for Menneskeslægten?« udbryder Du vel, dersom Du har gjort mig den Ære at høre paa mig. - Du har vel Ret i at Din Indflydelse kun er ringe, at det Du kan give fast er for intet at regne, mod alt hvad Du har modtaget, men noget har Du dog at give, og det er ret beseet baade det meste og det mindste et Menneske nogensinde har offret for en Sag - sit Hjerte! Lær Menneskeheden saavidt muligt at kjende, elsk den, lev med den lid med den, - da kommer Virksomheden af

        

64 sig selv, thi Enhver der i Aand og Sandhed lever med sin Tid, lever ogsaa for den. Da vil Du ikke længer betragte Menneskene som Fremmede, men som Brødre og Søstre, og søsterligt vil Du hengive Dig til dem i Kjærlighed. Da forsvinder det sørgelige »mit,« og » Dit«, af Din Tanke; Livets Sorg, saavelsom dets Glæde, dets Elendighed saavelsom dets Rigdom vil staae for Dig som »vor«, og Din individuelle Svaghed vil tabe sig i Din universelle Styrke.