↩ Resignation er et farligt Ord, som vistnok, idetmindste for en Tid har staaet for enhver sværmerisk Characteer i en Glands, som blænder, istedetfor at oplyse, en skuffende Glands, som forsvinder ved Straalerne af det ene, sande Livets Lys. Det er faa stort at offre sin jordiske Lykke for Ideen - man faaer ordentligt en Slags Betydning ligeoverfor den ved en saadan Forsagelse! Ligesom ikke Ideen selv var den eneste Kilde til Lyksalighed paa Jorden, saavelsom i Himlen! O, jo mere vi oplyses om den, jo dybere føle vi at i Forhold til den ere vi ene modtagende, den givende. Kan det kaldes et Offer at række Haanden ud for at modtage den bedste Gave, som indeslutter alt hvad vi attraae, nu og i al Evighed? Da, men ogsaa kun da, er det ingen tom Talemaade, at vi kunne offre noget for Ideen, at Forsagelse er Veien til den. Naar den evige Kjærlighed siger til os: Giv mig Dit Hjerte! Da er det ingen Bøn, men en Bønhørelse af vore bedste Ønsker, ingen Fordring, men et Løste, hvorved den trolover os til al GIæde paa Jorden, og Salighed 67 i Himlen. Og vi skulde tøve med at gribe den stærke Haand, der rækkes os til evig Støtte i vor Svaghed, vi skulde betænke os paa at hengive os ganske til den guddommelige Kjærlighed, som kalder os til sig, og aabner Tilværelsens Allerhelligste for os?! - Den, som tøver, har ikke forstaaet Stemmen, som kaldte ham, men hvo der forstaaer, og følger den, kan ikke andet end glemme om der end er et af de saakaldte Offere bragt, der er ikke Rum i Hjertet for nogen Tanke om Forsagelse!