Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

Og denne skjæve Retning kunde let min Idealisme

        

69 taget! Jeg fandt det saa stort, at lide Forfølgelse for Ideens Skyld, istedetfor at betænke hvor langt større det er, ved den at standse en urimelig Forfølgelse, at afvæbne Hadet, og at kjæmpe med Menneskene, heller end imod dem! den jordiske Kjærlighed, Menneskekjærligheden, er ikke den himmelske imod. Ak, langt snarere synes mig, at det er en og den samme! Man maae jo elske det Himmelske i det Jordiske, det Usynlige i det Synlige, Gud i Menneskene, thi hvor kan man troe paa en Guddom, som svæver i den syvende Himmel, naar man ikke troer paa ham i Skabningen, hvor han lever og rører sig, hvor han aabenbart har tilkjendegivet sig for os? Alt hvad der hidtil har begeistret mig, er jo ogsaa udgaaet fra Mennesker, udført af Mennesker, og gjennem Sandserne har det Oversandselige aabenbaret sig for mig. At fornægte Sandseligheden (»det for Sandserne tilværende«) vilde altsaa være at afskjære al Forbindelse mellem det Aandclige og det Materielle, at spærre sig selv Vei til Ideen. Naturen, Kunsten, Poesien, vilde vi blive udelukkede fra, thi de opfattes af os gjennem Sandserne. Hvad har da den stakkels Natur gjort, at vi skulde skamme os ved den, og fornægte den? Har den ikke viist os det, vi saa ofte forgjæves søgte udenfor den: - Skjønhed? Gav den os ikke Tusindfryd i Mængde, da vi vare Børn i Umiddelbarheden? Og nu skulde vi vende den Ryggen, eller endog kjæmpe imod den, for Ideens Skyld? Er da Ideen unaturlig? Nei, den er overnaturlig, den er Naturens

        

70 Bevidsthed, der har hævet sig til Betragtningens Standpunct, over sig selv. Det er den samme Aand, der hviler drømmende i Naturen, som Barnet i Vuggen, og i Ideen svæver beskuende over Tiværelsen, i fuld Selvbevidsthed. Derfor vil Ideen altid bevare sin Naturlighed, og Enhver, der løsriver sig fra Naturen, vil tillige rive sig løs fra Ideen.