↩ Hvad jeg vilde sige, er kun at hvis den Grændse, der er imellem mig og Menneskeheden, er begrundet i Kvindelighed, saa er Kvindeligheden jo til Skade, ikke til Gavn, saa er den en Skranke, som er bestemt til at nedbrydes af Menneskeligheden; thi jeg bliver aldrig Menneske, jeg opnaaer aldrig nogen Enhed i mit Væsen, før den er forsvundet. Men det kunde ikke falde mig ind at give 76 Kvindeligheden Skyld for hvad der simpelt hen er Mangel paa Forstand og Opfattelsesevne hos mig selv; en Mangel, som forresten i Almindelighed ligesaa ofte findes hos Mændene, som hos os. Den hele Forskjel er at vi ikke gjøre Brug deraf, eller anvende vor Forstand i en underordnet Sphære. Det er urigtigt, uværdigt for Mennesker! Havde jeg blot Evne, som jeg har Villie, saa skulde jeg nok vise at en Kvinde kan. være Menneske saavelsom Manden, og at - kan hun ikke være Helt, saa kan hun være Heltinde! Og jeg beder Enhver af Eder, der har den Forstand, jeg mangler - for sin egen - for min, for »vor« Skyld at lade være at gjemme den under Laas og Lukke, men at give den i Menneskehedens Tjeneste, og ved den livligt at deltage i de almindelige Interesser, uden at tænke videre paa om det er kvindeligt eller ei. Er Kvindeligheden af den Natur, at den kan tabes som en anden Ting, saa er den ikke værdt at eie eller have. Det er den, der skulde vogte Eder - ikke omvendt! Kan der tænkes noget ukvindeligere end at gaae og passe paa sin Værdighed!!