Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

Student Sørensen staaer en deilig Sommermorgen ved Vinduet, og ryger en Cigar, da det pludseligt falder ham ind, at det kunde være morsomt, at benytte de sidste Dage af Sommerferien til en Fodtour. Beslutningen er Et med Udførelsen, og neppe et Kvarteer efter er han allerede paa Vei. Samme Morgen er hans S øster kommet usædvanligt tidligt op, og trækker Veiret forunderlig glad og oplivet, da hun slaaer Gardinet tilside, og seer den klare, blaae Himmel, og Solen, som skinner paa Gjenboens Tag. Mange ubestemte, behagelige Følelser røre sig i hendes Sind, medens hun med Øiet følger Fuglen, som syngende flyver høit op i Luften, og da den forsvinder for hendes Syn, vender hun sig hurtigt om med det Udbrud: Idag maae vi i Skoven! - Opfyldt af denne Tanke skynder hun sig ned i Dagligstuen, hvor Hr. Sørensen læser i Flyveposten, mens hans Kone skjænker Thee. »Jeg har faaet en Idee, Fader! Lov mig

        

78 at Du vil sige ja til hvad jeg beder Dig om! raaber hun, idet hun ilfærdigt nærmer sig. Vorherre bevare os! udbryder Fatter og ryster paa Hovedet, har Du nu ogsaa Ideer? Men Mille er sin Faders Yndling, hun beder saa indsmigrende, at det er umuligt at sige nei, og idag er hun mere veltalende end nogensinde; Hr. Sørensen lover da, at hun skal ganske vist komme til Klampenborg paa Søndag; idag kan det ikke lade sig gjøre: selv skal han paa Contoiret, og Moder skal sylte. Kan jeg da ikke gaae med Peter? siger det opfindsomme Pigebarn endelig efter nogen Betænkning; hun vil ikke opgive sin Idee uden at have forsøgt enhver Udvei til at realisere den, men hun er dog nærved at lade Modet falde, da Moderen svarer: Han er allerede gaaet, og kommer først igjen paa Løverdag. »Kan jeg da ikke gaae alene ud til Charlottenlund!« spørger hun kanskee lidt frygtsomt. »Saa, det manglede blot, nu vil hun ogsaa emanciperes!« udbryder Hr. Sørensen med Forfærdelse i hver Mine, og derpaa følger Citater af alt hvad Flyveposten siden Nytaar har berettet om amerikanske Damer med Herreklæder paa, kvindelige Postmestere, o. s. v. Ligesindede (?!) til Skræk og Advarsel. Stakkels Mille! Knuses Du ikke af Skamfuldhed over at en saa ukvindelig Tanke kunde opstaae hos Dig? - Dog, jeg har giort Ifr. Sørensen Uret, hvilket man let kommer til, naar man dømmer fra sig selv til Andre! Vel vil jeg ikke udelukkes af den Sørensenske Familie, men da jeg indførte en af Døttrene, tænkte

        

79 jeg dog langtfra paa det vanslægtede Exemplar jeg selv er. En saa formastelig Tanke, som den »at gaae alene,« var langt fra Mille; hun nøiedes med at sende et Suk efter sin Broder, og derpaa trak hun sig misfornøiet tilbage fra Bataillen. Men endelig faaer hun uventet Hjælpetropper, idet Onkel Jensens yngste Søn træder ind af Døren, og begynder at prise det smukke Veir. Naar man er flere gaaer alting bedre, og det varer ikke længe før Reiseplanen er lagt, og de To ere enige; der mangler blot at Fætteren skal gjøre Aftale med sine Sødskende, thi det er Hr. Sørensens udtrykkelige Betingelse at de skulle med: »Man kan jo ikke lade saadan to Børn gaae alene omkring en heel Dag.« Igien Forstyrrelse! Line Jensen kan ikke gaae idag, og naar man dog skal vente, kan man ligesaa gjerne blive og tage Hanne med; men hun kommer først hjem fra Landet paa Fredag. Til Løverdag Morgen er Touren bestemt, og saa vil Hr. Sørensen selv gaae med, for der skal dog være en Orden i alting »og det veed man nok hvad det fører til, naar der Ingen er til at styre det Hele. Det er ikke engang passende - Folk kunde sige det eller det o. s. v. - Det er da alt hvad Mille ved sin utrættelige Activitet fik udrettet. Nu er hendes Kræfter ogsaa udtømte, hun gider ingenting tage sig for, og endelig gaaer hun iseng, med den nedslaaende Følelse, en spildt Dag efterlader. - Løverdag Morgen er det Første hun seer, at Veiret har forandret sig, og tunge Skyer true med Regn. Onkel Jensens

        

80 komme naturligvis for seent, og et Par Veninder, som skulle med, lade vente endnu længer paa sig. Gjensidig Misfornøielse, Løben til og fra Vinduet, pakken ind o. s. v. Endelig samles, man om Caffebordet, og nu begynder Forhandlingerne om hvilken Vei man skal vælge! Hvem kjender ikke Debatter af den Natur? Jeg for min Deel undrer mig ikke over at Mille seer vranten ud og har Hovedpine. Tilsidst enes man da om at antage en Reiseplan, Tilberedelserne ere færdige, Paraplyer bragt tilveie, og Selskabet tager Afsked, just i det Øieblik den unge Sørensen bebuder sin Hjemkomst, ved med høi Stemme at synge et Par Stropher af »Eventyret paa Fodreisen,« idet han gaaer op ad Trappen: