↩ Alt imens jeg skrev disse Breve, har jeg tidt med en nedtrykkende Følelse tænkt paa hvor oste de iblandt Eder, jeg personligt kjender, have ladet mig mærke, hvor ligegyldigt det er Eder at forstaae mig, og Tanken om den Ringeagt, som ligger i en sadan Hentydning, har standset mig i en Beskjæftigelse, der er mig saa kjær. »Hvorfor skriver jeg da? Er det ikke under min Værdighed, at ville paatvinge Nogen min Fortrolighed?« tænkte jeg, og lagde Pennen fra mig. Men hvad har Kjærligheden med Værdighed at bestille? - Den sætter sig ikke paa den høie Hest, ligeoverfor sine Modstandere - der føler den sig slet ikke hjemme! Og vender Du den Ryggen, saa siger den ikke: Kan Du undvære mig, saa kan jeg ogsaa undvære Dig! - Den holder Dig tilbage med de Ord: Kan Du end undvære mig, - jeg kan ikke undvære Dig! Lad os Være Venner for min Skyld?« Den haaber alt, troer alt! Derfor haaber den ogsaa tillidsfuldt at Erkjendelsens Tid vil komme, derfor troer den paa sin egen erobrende, beseirende Kraft! See, denne Tanke har oplivet mit Mod, 87 og opmuntret mig til at bive ved. Men nu er der en anden Indvending, jeg selv har gjort mod min Hensigt, at udgive disse Breve.