Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

Jeg vil ikke beraabe mig paa den uventede og ufortjente Opmærksomhed, min første lille Bog gjorde; et endnu ubetydeligere Arbeid kunde gjort samme Virkning, medens et langt betydeligere Værk kan ligge upaaagtet hen. Det er Tilfældet, jeg i denne Henseende troer at skylde Udfaldet, og Tilfældet kan nu til Modsætning gjøre al min Tale her overflødig, nemlig hvis Brevene slet ikke blive læste. - Hvad jeg derimod tager i Betragtning, er Følgerne af den Opsigt » Clara Raphael« gjorde, da de gik saa directe ud over mig selv, at jeg kom i et ganske andet Forhold til Folk, end andre unge Piger i Almindelighed. Man har ofte, halvt i Spøg, halvt i Spot, kaldt mig »almindelig Eiendom«, uden at ane, hvor kjær denne Benævnelse er mig. Jeg ønsker intet heller end at blive »hanst Eiendom«, og hvis jeg var det, vilde jeg være stolt deraf og glad derover. Men som det nu er, kan jeg ikke kalde mig Nogens Eiendom, thi saa godt 88 som Ingen kjender mig; alt hvad der kjendes er et Carricaturportrait, tilveiebragt ved en Carricaturopfattelse af Clara, og det hverken kan eller vil jeg vedkjende mig, ligesaa lidt paa hendes, som paa mine egne Vegne. Hun eller jeg maae døe! Kan jeg ikke selv være noget for Eder, det vil jeg finde rimeligt! Men jeg trækker mig ikke tilbage, for Claras Dobbeltgjænger er fældet. Jeg vil ikke komme med vidtløftige Forklaringer over den oprindelige Forskjel paa Bogens Clara og mig selv. Hendes Anskuelser vare mine, det skal jeg aldrig nægte; men hendes Personlighed var mit Ideal af en ung Pige, altsaa vidt forskjellig fra min egen, thi det er Idealer altid; man tiltrækkes, som bekjendt, mest af det, man selv mangler. Hun blev misforstaaet - overvurderet langt i intellectuel, og langt undervurderet i moralsk Henseende. Hendes Ideer gave Anledning til en lang Discussion, som førte lige til det Modsatte af hvad hun ønskede. Det var min egen Skyld! Jeg udtrykte mig slet og tænkte vel heller ikke rigtigt; men hvis Skyld det saa var, bliver en Biting, da Følgen var den Samme: At Bogen er gjort latterlig, at Clara er misforstaaet fra først til sidst, og at de Faa, der have sand Interesse for hende, vente paa »en Fortsættelse«, for at see hvad der videre er blevet af hende. Er det da ubeskedent om jeg under disse Omstændigheder benytter mig af den Popularitet, jeg ufortjent har vundet, og da jeg som privat Person er udsat for alt det Ubehagelige ved

        

89 at være saa bekjendt, ogsaa griber det eneste Gode, min særegne Stilling frembyder: Muligheden af at gjøre mig kjendt.