Fibiger, Mathilde Uddrag fra Et Besøg

Var det nogle Enkelte iblandt Eder, som havde en forkeert Idee om mig, saa kunde jeg søge dem op, og personligt henvenbe mig til dem; men det er Eder Alle, jeg ønsker at vinde, det er fra Eder Alle, jeg er adskilt ved det, der er værre end Mure og Laase, ved Misforstaaelsen, saalænge den Clara, der er en Skabning af Bysnak og falsk Opfattelse, staaer imellem os. Hun kan i Sandhed kaldes: almindelig Eiendom, thi Enhver har troligt bidraget sit til at bringe hende istand. Hun maae, som sagt, døe! Men hvorledes skal jeg gjøre det af med hende? Den Slags Væsener ere som oftest mere seiglivede end vi andre Mennesker, thi »Folk« vaage med større Omhyggelighed over deres Skabninger end Vorherre selv over sine. Dog synes jeg oprigtig talt, at jeg blot behøver at vise mig (aandeligt) for at Alle, undtagen de vilkaarligt Blinde, maae blive Feiltagelsen vaer, saa hun forsvinder. Ikke fordi jeg har store Tanker om mig selv i nogensomhelst Henseende, men fordi Folk dog i Almindelighed pleie at kunne skjelne Sort fra Hvidt. Her er en saa paafaldende Forskjel: Hun har »ingen Følelse«, men »rige Evner«, - jeg »forstaaer mig kun lidt paa Forstand, og har al min Rigdom i Kjærlighed: Hun er beregnende, »lever i en Issphære«, - jeg er

        

90 ubetænksom, og kan kun leve og aande i Begeistringens evige Ild. Hun er frastødende - jeg imødekommende; »meer end kvindeligt er,« ville kanskee tilføie; Ja Herregud! Jeg kan i Sandhed sige: Jeg kjender lidt til Værdigheden, og endnu mindre til Elskværdigheden«, men da det ogsaa er det Eneste, jeg har tilfælleds med min Antagonist: Eders Clara, haaber jeg dog at Synet af mig, vil være tilstrækkeligt til at fælde hende! Derfor har jeg nu i egen lille Personlighed aflagt Eder dette Besøg. Paa Modtagelsen maa det beroe, om jeg skal komme igjen, hvilket jeg gjerne gjør, da jeg har uendelig meget mere at tale med Eder om; men hvis I nægte Eder hjemme, maae jeg vente paa bedre Leilighed, eller ogsaa rent opgive mine Bestræbelser for at aabne Underhandlinger med Eder. Men lad isaafald denne Bogs Tilværelse blive betragtet som et Visitkort, der minder Eder om, at jeg har søgt Eder, og vær overbevist om, at hvorledes det saa gaaer, kan jeg ikke nære andre Følelser for Eder, end Deltagelse og Kjærlighed, og at mit hele Liv, om det end leves skjult for Eder og Alle, skal blive et Bevis derpaa; thi ogsaa i det Skjulte kan Der findes en velsignelsesrig Virksomhed.